Alkohol i litteraturen2018-11-11T19:25:53+00:00

ALKOHOL I LITTERATUREN

Henri de Toulouse-Lautrec

FRA OPBYGGELIG TIL NEDBRYDENDE

I litteraturen går alkoholens symbolske betydning igennem fra den positive alkoholkultur med samvær og livsglæde til den negative alkoholkultur med opløsning og destruktion.

In Vino Veritas af Søren Kierkegaard bliver vinen og det æstetiske måltid i forening det smøringsmiddel, der får tungebåndet på gled for romanens fem unge mænd, der på skift taler om kvindens dyder og mangler (se uddrag her). I Babettes Gæstebud af Karen Blixen fremkalder kombinationen  af de ædleste vine og den ypperste kogekunst en stemning, hvor bekymringer og gammelt nag forløses i en taknemmelig forundring over verdens rigdom, for gennem sanserne skimter mennesket den guddommelige verden.

I den socialt uacceptable rus virker rusen derimod ikke længere opløftende, men tværtimod opløsende, hvorved den mister sin gavnlige virkning for fællesskabet med deraf følgende fordømmelse fra samfundets side. I Holbergs Jeppe på bjerget drikker den pressede fæstebonde sig fra slagene af krabasken fra konen og ridefogeden. Med den klassiske figur, Jastraus, fra Tom Kristensens Hærværk vises en typisk beskrivelse af en selvdestruktiv rejse, hvor alkoholmisbruget demonstrerer selvfornægtelsen og desperationen.

Alkoholrusen som en flugt fra en problemfyldt virkelighed kommer også frem i en nutidig graffiti indskrift på en væg i det offentlige rum: ”Jeg drikker for at glemme, men jeg har glemt hvad jeg skal glemme”. I novellen Sex af Jan Sonnergaard bliver rusen ligeledes en måde at  glemme tilværelsens ligegyldighed og mangel på faste holdepunkter på.

I litteraturen kan man finde hele registret fra den regulerede og socialt acceptable alkoholkultur til den socialt uacceptable alkoholkultur.

Vi må desværre ikke lægge tekster ud på nettet.

BERUS JER!

I vin, i poesi, i dyd …

Man bør altid være beruset. Alting beror på det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det under tiden skulle hænde, på et slots trapper, på en grøftekants grønne græs, i jeres stues tungsindige ensomhed, at I vågner og rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg så vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det, som rinder, alt det som synger, alt det, som taler, spørg hvilken time det er; og vinden, bølgen, stjernen, fuglen, uret vil svare jer:
Det er beruselsens time! For ikke at blive tidens mishandlede trælle, så berus jer; berus jer uafladelig!! I vin, i poesi, i dyd – som I vil.
Charles Baudelaire, 1867
‘Kun tre bægre vin skænker jeg for de besindige: et for helbredet, som de tømmer først, det andet for elskov og glæde, det tredje for søvnen. Når dette bæger er drukket, går de kloge gæster hjem.
Det fjerde bæger er ikke længere vores, men det tilhører volden, det femte oprør, det sjette drukkent fjolleri, det syvende sorte øjne, det ottende er politiets, det niende sætter galde og det tiende vanvid og smiden rundt med møblerne.’
Digteren Eubulus ca. år 375 f.Kr.